BREV FRA HENRIK OG JUTTA I TANZANIA (18. marts 2009):

Kære KLF!

Så må det være på tide med et brev! Tak for mails fra jer via Steen. Det er altid dejligt, desuden varmer det virkeligt, og der er altid et fornuftigt råd med om at tage den med ro og huske at sove om nattenJ

Jeg troede ellers ikke at jeg var i risikogruppen for at arbejde for meget. Men når det er sjovt og man let fristes til at føle sig uundværlig kan det let blive til mange timer og lidt fritid. Men gad vide om de gode råd og lidt mere erfaring ikke vil resultere i en bedre tidsfordeling..

Vi har nu været i gang med arbejdet i godt to måneder og er kommet ret godt ind i det. Der er hele tiden en masse nyt at lære, måder at gøre tingene på, hvad der er muligt og ikke muligt, ønskværdigt og ikke-ønskværdigt, tilgængeligt og ikke-tilgængeligt, og så hvorfor det er sådan, om det har været anderledes og bliver det igen, hvad vores rolle er (og ikke er), og så videre. Det er spændende! Vi har gode kollegaer der ligesom os bor på ’stationen’, hospitalsområdet, med deres mere eller mindre extended families. Nogle har som os udsigt over dalen foran plateauet, som hospitalet ligger på, faktisk helt ud over Viktoriasøen 20 km herfra. De fleste har et andet hjem et andet sted i regionen, eller måske et andet sted i landet. Det er stadig  landsbyen der er vigtig i bevidstheden her; ikke den landsby du har boet i hele dit liv, men den landsby du kommer fra, som dine forældre og deres forældre inden dem kom fra. Det er hjemme.

Men for os er hjemme nu her. Vi er endnu ikke kommet vildt meget i gang med fritiden. Den, der har været, er mest blevet brugt til at hvile ud i, da arbejdsdagene kan blive ret lange. Der er ingen overenskomst og vagtplan som sikrer en normeret arbejdsuge på 37 timer.

For en uge siden var vi på missionærmøde i nabostiftet. Der har Danmission også et par medarbejdere, og vores kollegaer fra resten af landet kom også. Det var godt at se kollegaerne og høre om deres arbejde, som er ret forskelligt, og jeg synes at Danmission på mange måder gør et rigtig godt stykke arbejde gennem de udsendte, og også gennem de projekter der støttes direkte uden udsendinge.

Et af de projekter Danmission i længere tid har støttet er muligheden for gravide kvinder at føde på hospital. Her på Ndolage er prisen for at føde omkring 40 kr, og hvis der skal foretages kejsersnit (ikke på maternal request…) koster det 40 kr mere. Det er priser de fleste har råd til at betale, når der ikke kommer ekstra udgifter oveni. De gravide kan nemlig blive indlagt op til flere uger inden terminen uden at det koster ekstra, for der er bygget en stor fødselsafdeling der kan rumme rigtig mange patienter. Det er udmærket at kunne bo her op til fødslen hvis transportvejen fra deres landsby er dårlig, der er graviditetskomplikationer, der tidligere har været problemer med graviditet, der er for lang afstand til hospitalet og fortsæt selv listen. Det er simpelthen forebyggende sundhed af karakter; gravide er jo ikke syge kvinder, de er raske, og ved at kunne komme og føde under sikre forhold forebygger man at de, eller babyerne, bliver syge. 

Vi har hver især forskellige arbejdsopgaver på hospitalet, og det kan være at det følgende bliver lidt nørdet, men det er altså ret spændende arbejde. Henrik arbejder mest med patienter man kan operere på, og det vil han fortælle mere om en anden gang. Han er også gået i gang med et klumpfodsprojekt og besøger dispensaries i området og bandagerer på livet løs.

Jeg er blevet bedt om at åbne et ambulatorium for patienter med diabetes og forhøjet blodtryk. Det er rigtig lærerigt at følge patienterne så nøje og se udviklingen, og udfordrende at overkomme de hindringer der er – hvis der ikke er råd til medicin, til tjek-up, for langt til apoteket osv.  Desuden har jeg min egen internmedicinske afdeling, kun for kvinder. Der er det igen sådan at jeg følger patienterne hele vejen. Mine dygtige kollegaer er flinke til at hjælpe med svar på alle spørgsmål og undersøgelser jeg endnu ikke selv kan (fx ultralyd ville det være godt snart at kunne selv). Jeg underviser så også på sygeplejeskolen, og det kan jeg jo godt lide, men jeg ved ikke hvordan jeg skal få tid til det hele! Det interesserer mig at forsøge at finde en måde at formidle stoffet på så det forstås af de fleste. En måde er at kun tale swahili på, men det har jeg endnu ikke forsøgt selvom det måske ville give bonus..

I denne måned skal vi på ferie, vi har fået et lift til Rwanda så vi skal se hvad der er der. Vi bor kun ca 100 km fra grænsen, men i bjerg/bakke egnen her følger vejene ikke fugleflugtslinien. Efter regntiden – som åbenbart ikke er ovre endnu at dømme fra de heftige regnskyl som dagligt vælter ned – er visse veje blevet ret dårlige. På andre veje er der landevejsrøvere. Hvis uheldet er ude håber jeg at der findes barmhjertige samaritanere her til lands.

Gud velsigne os alle,

Kærlig hilsen fra os begge

Jutta

BREV FRA HENRIK OG JUTTA I TANZANIA (januar 2009):

  

God start på arbejdet i Ndolage

Vi har nu været i Ndolage lidt over en måned, og er ved at komme godt ind i arbejdet. Her er godt at være, klimaet er helt forskelligt fra fx Morogoro hvor der er varmt og støvet. Her i Ndolage er vejret noget i retning af dansk sommer når den er bedst – behageligt varmt om dagen og lidt køligere om natten. Ndolage ligger højt og på kanten af et klippeplateau hvor der er over 100 meters fald ned til den foranliggende dal. På den ene side af hospitalet er et vandfald hvor et lille hydroelektrisk værk forsyner en del af hospitalet med strøm. Vi er flyttet ind i et hus ved kanten af klippeplateauet og kan hver morgen stå op til en spektakulær udsigt, der i godt vejr rækker helt til Victoriasøen. Huset er godt og rummeligt og vi har ikke haft svært ved at finde os tilrette. Hospitalet er beliggende få minutters gang fra vores hus. Her er godt 250 senge fordelt på tre voksenafdelinger, en børneafdeling og en fødegang. Derudover er der div. andre funktioner, herunder ambulatorier, mor-barn klinik, klinik for HIV-patienter og et apotek. Lidt fra selve hospitalet ligger sygeplejeskolen som har 140 elever. Da vi ankom til Ndolage fik vi indtrykket af at man regnede med at vi lige skulle have tid til at finde os til rette i vores nye hus osv. Det viste sig ikke helt at holde stik – mandag morgen, lige efter at vi var kommet fra Mwanza med vores bagage, blev Henrik hentet op på hospitalet hvor der var en længere liste af patienter, der skulle ses! Jutta blev hjemme et par dage, så der også blev tid til at forberede den kommende undervisning på sygeplejeskolen. Jutta har netop afsluttet sit første undervisningsforløb i neuroanatomi på skolen – om undervisning har formået at sætte sig fast, får vi at se når resultaterne af den netop afholdte prøve kommer, men indtrykket var positivt. Jutta har udover undervisningen også arbejdet på hospitalets medicinske afdeling og er blevet bedt om at opstarte et ambulatorium for patienter med diabetes og forhøjet blodtryk. Henrik har i sit arbejde mest fokus på de kirurgiske patienter, herunder patienter med ortopædkirurgiske sygdomme, dvs. patienter med sygdomme i knogler og led. Behovet for behandling er meget stort og hospitalet råder kun over få ressourcer. Nogle af patienterne har sygdomme, der er særdeles komplicerede at behandle – men heldigvis er der også mange man kan hjælpe med ret få midler. Hospitalet råder over en udmærket fysioterapi med en dygtig sygeplejerske ansat. Også Henrik er ved at opstarte et ambulatorium – for ortopædkirurgiske patienter. Mange udfordringer venter hver morgen - men gode kollegaer gør heldigvis at vi ikke føler at vi står alene. Fortsættelse følger! Jutta & Henrik, 27-01-2009

BREV FRA HENRIK OG JUTTA I TANZANIA (november 2008):

Kære Kristelig Lægeforenings medlemmer!  

Tusind tak for jeres tanker og bønner i forbindelse med vores udsendelse til Tanzania. Det første brev vi modtog her på sprogskolen i Morogoro var fra deltagerne på årsmødet. Tak!
Der er ikke sket så meget i disse to måneder udover at vi har slidt i det for at blive bedre til swahili. Om to uger forventer vi at være på Ndolage Hospital og så skal det vel stå sin prøve om vi har lært sproget! Vi glæder os i hvert fald til at komme i gang med arbejdet, og jeg for min del ser frem imod at slippe heden i Morogoro...
 
Vi kommer til at skrive hjem ved at bruge vores blog på www.danmission.dk  .
Her kan man tilmelde sig hvis man ønsker at få vores breve i sin inbox, eller man kan gå ind og læse direkte på bloggen. Vores kontaktoplysninger står der også hvis man vil sende en mail tilbage.
 
 
Vi ønsker jer alle en velsignet adventstid og er glade og taknemmelige over jeres støtte.
 
Kærlig hilsen
 
Henrik og Jutta