FRA KRISTELIG LÆGEFORENINGS HISTORIE

Uddrag af jubilæumsbogen “Kristelig Lægeforening gennem 100 år”

Baggrunden for dannelsen af Kristelig Lægeforening i 1897 var utvivlsomt den herskende lægematerialisme”, som var affødt af tidens naturvi­denskabelige og lægevidenskabelige landvindinger. Samtidig var det kulturelle miljø præget af antikristelige strømninger, som noget forenklet kan sammenfattes under betegnelsen “brandesianisme”.

Mod denne livsindstilling reagerede en lille gruppe kristne læger med distriktslæge Vilhelm Krohn i spidsen. På foranledning af Krohn stiftedes Kristelig Lægeforening den 28. september 1897.

Foreningen har lige fra begyndelsen været åben for læger med forskellig kristendomsopfattelse, - således også for medlemmer af frikirker. Medlemmer har ikke altid haft fælles fodslag. Dette, at Kristelig Lægeforening ikke har nogen skarp profil, er af nogle medlemmer oplevet som en svaghed, men netop herved har foreningen undgået at komme til at stå for en snæver kristendomsopfattelse.

Det har vist nok fra foreningens tidligste år været almindeligt, at ægtefæller har deltaget i møderne, og i adskillige år har mange unge familier taget deres børn med. Dette forfriskende indslag har været til glæde for alle.

Gæster fra de nordiske lande har i mange år snarere været reglen end undtagelsen især på årsmøderne. Denne kontakt har i høj grad styrket det nordiske samarbejde, og der er blevet knyttet varige venskaber. Samarbej­det har ført til regelmæssige, nordiske møder hvert tredje år på skift mellem Norge, Sverige, Finland og Danmark. Dette nordiske samarbejde har været en væsentlig forudsætning for samarbejdet mellem kristelige lægeforeninger på globalt plan.

FOREDRAG OG DISKUSSIONER

I en forening af kristne læger er det naturligt, at man beskæftiger sig med såvel kristelige som lægelige, herunder lægeligt-sociale emner. Da foreningens første formål er at bestyrke medlemmerne i troen på Jesus Kristus, kan det ikke undre, at også teologiske emner har haft en fremtræ­dende plads. I de sidste 50 år har en snes foredrag haft væsentligt teolo­gisk sigte.

Teologiske Emner

Det er forståeligt, at der er visse emner, som i særlig grad har optaget kristne læger. F.eks. er spørgsmålet om lidelsens betydning blevet behand­let gentagne gange.

Lægemission

Lægemission er et emne, som ligger på overgangen mellem det teolo­giske og det lægelige. Lægemission har været hovedemne på adskillige møder.

Lægen og Patienten

Grundlæggende er læge-patientforholdet det samme for den kristne og for den ikke-kristne læge, men for den kristne læge er det et bud at opfatte patienten som et medmenneske. Når den kristne læge opfatter sin patient som sit medmenneske, følger heraf forpligtelsen til at bringe evangeliet til dette medmenneske, når der er behov herfor. Denne opgave for den krist­ne læge har ofte været drøftet på møderne. Allerede i “Vadstenaprotokol­len” 1895-1903blev spørgsmålet drøftet: “I hvilken udstrækning skal man vidne for den syge med ord?”. Der var forskellige meninger. Det ene standpunkt var Heimbecks: “Ingen dag uden vidnesbyrd for den syge”. Det modsatte standpunkt var: “Aldrig vid­ne så længe en patient er virkeligt syg”. De fleste hævdede, at det måtte afhænge af omstændighederne.

Den gamle formaning til læger: “Nihil nocere” er gået som en rød tråd gennem disse drøftelser. Pligten til at bringe evangeliet til patienten må ses i lyset af denne formaning. Der er jo ingen tvivl om, at forkyndelsens nådegave ikke er lige udbredt blandt kristne læger. Nogle kan af Gud bru­ges til at bringe evangeliet, så det bliver til velsignelse, andre synes ikke at magte denne opgave, og forsøg herpå kan da komme til at virke imod hensigten. Det er nok således, at både lydighed og ydmyghed er afgøren­de i denne tjeneste.

Lægen og Samfundsproblemerne

En af velfærdssamfundets mindre heldige bivirkninger har været ten­densen til at umyndiggøre brugerne, som kan føle, at de blot er et nummer i et bureaukratisk system. Dette problem har foreningen været opmærk­som på. Allerede på Århusmødet i 1957 var emnet Velfærdsstaten og den kristne personlighed til debat ved Jan Prytz. Ved forårsmødet i 1963 i Hor­sens talte Kristian Svendsen om Velfærdsstaten, og problemet blev i 1972 fulgt op under titlen Social forsorg, økonomisk kompensation eller men­neskelig hjælp? Allerede året efter var problemet atter til debat Menne­skelig social forsorg. Indledere var professor dr.med. Erik Skinhøj fra lægelig side og socialdirektør J. Koch fra administrativ side.

Den udvikling, som har medført svækkelse af familiens position, har også begunstiget ungdommens frigørelsestrang. For nogle unge blev resul­tatet ikke frihed, men slaveri af narkotika. Narkotikaproblemet blev på et møde i Domus Medica 1969 belyst af overlæge Mogens Nimb og af lek­tor Peter Schiøler, samt af pastor Bent Friis. Til dette møde var katolske kolleger og medlemmer af Kristelig Pharmaceutforening og af Kristelig Tandlægeforening, samt sygeplejersker og skolefolk inviterede. På årsmø­det samme år talte professor i sociologi, Joachim Israel, om det højaktuelle problem Ungdomsoprør.

I kølvandet på kvindens frigørelse fulgte kravet om fri abort. Dette krav er jo i strid med det hippokratiske løfte om ikke at medvirke til abort. Des­uden er det jo efter almindelig kristen opfattelse i strid med fosterets ret til livet. Abortproblemet har været hovedemne på møder i 1952, 1958 og 1982, og det er desuden blevet berørt på flere andre møder. Intet emne har i den grad sat sindene i bevægelse som emnet abortus provocatus. Flere at foreningens medlemmer har på egen hånd taget til orde i Ugeskrift for Læger og i dagspressen. På en generalforsamling i 1979 blev det vedtaget at rette henvendelse til Den almindelige danske Lægeforening, hvori man gjorde opmærksom på, at loven om fri abort var i strid med lægeforenin­gens tilslutning til Genevedeklarationen, som pålægger læger at beskytte liv fra undfangelsen. Da loven allerede var vedtaget, kom der ikke noget ud af henvendelsen.

De store videnskabelige landvindinger inden for genetik har medført, at abortus provocatus på eugenisk indikation er blevet et brændende problem. Det blev behandlet i 1979 under titlen Etiske problemer ved gene­tisk rådgivning, abort på genetisk indikation. På nordisk møde på Nyborg Strand i 1983 var emnet Genetik og etik. K. Kristoffersens foredrag blev betegnet som: “forbløffende, imponerende og faretruende”. Året efter var titlen Etiske aspekter af fostervandsprøver. Blandt foreningens medlem­mer var nogle få totalt afvisende overfor tanken om abort på eugenisk indikation. Flertallet gik med betænkelighed ind for abort på eugenisk indikation, og nogle accepterede blankt abort under disse forhold.

Problemet genetik – etik var på årsmødet 1996 atter sat på dagsordenen under titlen Genteknologi – velsignelse eller forbandelse? Overlæge dr. med. John-Erik Stig Hansen redegjorde for de senere års rivende udvik­ling. Han søgte en etisk holdning til denne udvikling, og han var i særlig grad bekymret for udviklingen i ikke-kristne kulturer.

De senere års store lægevidenskabelige landvindinger også på andre områder end genetikkens har givet anledning til mange etiske overvejel­ser. Allerede i 1967 blev emnet Etiske problemer ved moderne terapi behandlet af H.H.Wandall, og problemstillingen blev i 1976 fulgt op af Svend G. Johnsen, som talte om Samvittighedsproblemer i klinisk forsk­ning og af overlæge dr.med. Bent Nielsen, som talte om Samvittigheds­problemer i klinisk behandling. I 1989 blev transplantationsproblemer taget op til diskussion, herunder hjernedødskriteriet, som de fleste syntes at acceptere.

De lægevidenskabelige fremskridt har medført store udgifter for sam­fundet, så til de øvrige problemer er nu tillige kommet resourceproblemer. Disse problemer har tvunget læger og sygehusadministratorer – og i sid­ste ende også politikerne til at foretage smertelige prioriteringer. Under titlen Sundhedsøkonomi blev emnet behandlet af C.M. Madsen i 1985, og under titlen Sundhedsøkonomi og etik blev emnet debatteret i 1995. Indle­dere var medlemmer af Etisk Råd, læge Søren Holm og Else Kappelgaard samt Elisabeth Hjøllund. På et møde i Diakonissestiftelsen i 1996 var tit­len Den samaritanske pligt belyst af professor dr.med. Henrik Wulff.

Lægefaglige Emner

Undertiden har møderne haft mere lægefaglig karakter. Spørgsmålet Kan neuroser forebygges? blev således behandlet af Ruth Poort i 1955. Endvi­dere ledede Ruth Poort i 1957 en studiekreds om Jungs psykologi. Emnet AIDS og mission blev behandlet på årsmødet i 1988 af Else Houmøller ­Jørgensen, som satte spørgsmålstegn ved amerikanske påstande om syg­dommens opståen i Afrika. Mange af foreningens medlemmer gav i øvrigt udtryk for deres utilfredshed med Sundhedsstyrelsens ensidige kondom­kampagne, der ikke nævnede betydningen at ægteskabelig trofasthed. Samme år stod foreningen for udsendelsen af en pjece om AIDS fra det engelske Christian Medical Fellowship, og foreningens tidligere formand, Villy Vestergaard Olsen, havde indlæg i dagspressen.

Endelig bør det nævnes, at der de senere år ved årsmøderne har været et rent lægefagligt punkt på programmet for de morgenduelige (klokken 7-8). Her har foreningens speciallæger redegjort for emner, som de i særlig grad har beskæftiget sig med.